Sokkelund Café & Brasserie
Ægte pariserstemning på Frederiksberg
Sokkelund Café & Brasserie er at finde på Smallegade på Frederiksberg, og på denne café finder du en ægte pariserstemning med et menukort spækket med franske lækkerier.
Franske fristelser
Moules frites, steak tartare, hummer, chevre chaud – Menukortet boltrer sig i franske fristelser! I det hele taget emmer caféen af parisercafé med en indretning i fransk brasserie-stil og tætpakkede borde både indenfor og på fortovet udenfor.
Med bordene udendørs er caféen desuden det perfekte sted at nyde en bid mad eller lidt at drikke, når vejret viser sig fra sin gode side.
Kendt Café-Burger
Sokkelund har i mange år været kendt for deres gode burger. Der er mange forskellige varianter at vælge imellem – både bacon & cheese, tatarburger, kyllingeburger og tun & avokado burger.
Burgerne serveres i klassisk Sokkelund stil med pommes frites og dyppelse til i form af aioli og bearnaisesauce. Er du mere til en ’lettere’ side dish, så kan du også vælge en grøn salat med dressing af krydderurter.
Morgenmad og brunch
Til de morgenfriske serveres der også morgenmad og brunch på Café Sokkelund. Her er både pandekager, omeletter, croissanter, croque madame, skyr med bær og alle mulige andre lækre morgenmadsfavoritter. Så hvis du vil starte dagen godt, er Sokkelund stedet! De slår dørene op kl. 08.00 mandag til fredag og lader jer sove lidt længere i weekenden, hvor åbningstiden er 09.30.
Manden bag
Sokkelund er ejet af Martin Hildebrandt, som er kendt som kaffe-ekspert og som manden bag Cafe Europa på Amagertorv, hvor han var direktør i hele 16 år.
Café for voksne
Sokkelund Café & Brasserie er for voksne mennesker, hvilket vil sige, at selvom børn også er velkomne, så sker det på de voksnes præmisser. Af hensyn til andre gæster finder du derfor ikke grædende eller larmende børn her, og herudover findes der ikke barnestole og puslebord.